Historie

Global Care Danmark arbejder tæt sammen med organisationen Kinderhilfswerk Global Care i tyskland.
Arbejdet begyndte i 1976 i Tyskland. I samarbejde med den tyske hjælpeorganisation begyndte arbejdet under navnet Kristen Børnefond i 1985 i Danmark. I 2016 skiftede vi navnet til Global Care Danmark.
Her beretter grundlæggeren Hans-Jürgen Pechmann om arbejdets begyndelse:

Ideen fødtes med en avisartikel...
"Fortæl, hvordan Kinderhilfswerks arbejde begyndte" sådan er jeg blevet spurgt mange gange. Historien er sammensat af mange oplevelser. Jeg kunne blive et værktøj i Guds hænder, til hans ære og til hjælp for de mange trængende hænder, som jeg mødte på min vej.

Det var en trist efterårsdag i 1974, en dag som alle andre. Jeg havde et travlt liv som leder af et plejehjem i Wietzendorf. Før dagens dont bladrede jeg avisen igennem. Politik, sport, nyheder, det var altid det samme. Men hvad var det? "Menighed i Soltau overtager et fadderskab for et barn i Sydindien." Jeg læste hele artiklen. Gamle mennesker hjælper jeg hver dag, hvorfor ikke også hjælpe børn. Det ville være noget helt andet!

Det var min afgørelse, om et barn kunne overleve!
Jeg fik tilsendt informationsmaterialet fra hjælpeorganisationen, hvor man kunne overtage et fadderskab. Jeg læste materialet igennem og var fuld af begejstring. Muligheden for at hjælpe et barn direkte og personligt syntes jeg var helt fantastisk. Jeg synes det var godt, at man kunne få et personligt forhold til et barn. Det afhang pludselig af min hjælp om et barn kunne overleve i et af de fattige områder. Sådan anså jeg det! Jo mere jeg tænkte over sagen, desto mere blev jeg bevist om, at her ventede et barn på min hjælp og at den hjælp skulle komme omgående. Jeg tegnede et fadderskab.

I Januar 1975 modtog jeg et venligt brev og en fadderskabsformular for en lille tibetansk dreng, Tsewang, som boede i Rajpur ved Dehra Dun i Nordindien. Jeg betalte bidragene og var rigtig lettet.

Jeg var bange for at være faldet for en dum fidus
Pludselig kom tanken, om barnet overhovedet eksisterer. Hvis ja, får barnet så pengene, eller bliver det meste brugt af mellemmænd. Mange kritiske spørgsmål dukkede op. Jeg kunne ikke ryste tvivlen af mig, og efter et par måneder besluttede jeg, at jeg ville rejse til Indien for at undersøge sagen. Jeg var bange for, at være faldet for en dum fidus. I Indien mødte jeg mit fadderskabsbarn Tsewang og fandt ud af, at børnene blev forsørget meget godt i alle forhold. Mine penge blev velanvendt og jeg var glad.

Hvordan kunne man hjælpe endnu flere børn? 
Mens jeg var i Indien besøgte jeg mange familier i deres huse og hytter. Jeg forstod mere og mere, hvad det betyder at være virkelig fattig. Overalt var der mangel på selv det allernødvendigste. Jeg havde svært ved at bearbejde alle de nye indtryk. I familierne var det altid børnene, det gik mest ud over. Nøden var nedtrykkende. Oplevelserne var så store, at jeg igen og igen vendte tilbage til den samme tanke: Hvordan kunne man hjælpe endnu flere børn? 

Hjemme igen var det i første omgang, som om jeg var landet på en fremmed planet. Så forskellige var land, kultur og mennesker. Jeg blev meget taknemmelig, for alt hvad jeg indtil nu havde taget som en selvfølgelighed. Oplevelserne var stadig så nærværende, at jeg følte, at jeg skulle gøre et eller andet. En dag kom den ide til mig, som jeg længe havde ventet på: Grundlæggelsen af en hjælpeorganisation. Jeg kunne begejstre nogle venner med ideen, det blev begyndelsen på "Kinderhilfswerk Bergen", som senere skiftede navn til Kinderhilfswerk Global-Care.